onsdag, december 21, 2005

Julen varer længe...

Og så sad jeg der, den 22/12, i S-toget på vej til byen, altså kbh. På et tidspunkt kiggede jeg mig rundt i kupeen og lagde mærke til det samme fjerne blik i øjnene på mine medpassagerer. Og jeg vidste med det samme hvad der foregik inden i deres hoveder, for det foregik også i mit. Og jeg havde set det før, og jeg vil med sikkerhed se det igen - igen og igen, hver jul, i toget eller bussen på vej til gaveshopping. Men den dag slog det mig at jeg havde set det samme fjerne blik et andet sted, et helt andet sted og i en helt anden situation. Jeg havde set det det samme blik hos mine (dengang) medstuderende, når de mentalt var ved at forberede sig til en eksamen. Ved at forberede sig på hvad der skulle siges, hvilke valg de havde, hvordan de ville tackle den kommende prøvelse. Og lige pludselig var det alligevel ikke så forskelligt igen, for det var jo netop det samme vi sad der og gjorde - lagde en slagplan - >hvem skal have hvad, hvor kan det skaffes, i hvilken orden skal købes, hvor er de værste køer, osv<. Og lige pludselig var mine medpassagerer ikke længere klædt i vintertøj, men kamuflage beklædning med stålhjelm og sløring i ansigterne, på vej til fronten. Og lige der stod det pludselig lysende klart, det er præcist sådan jeg har det, hver jul, på netop denne tur til byen. Som jeg sidder der føler jeg mig som en soldat på vej til fronten. Jeg prøver mentalt at forberede mig på en potentielt stressende situation, prøver at læggen en plan, prøver at forberede mig på de kilometre lange køer på frustrationen over ikke at have tid nok, ikke at have ideer nok.

Jeg ved jeg elsker julen, men jeg hader den også som pesten. Jeg elsker julen fordi det er hjerternes fest. For mig er det hyggen der betyder noget. Og dette siger jeg helt uden ironi eller sarkasme. Godt nok hader jeg ordet "hygge" men den egentlige hygge elsker jeg, og især i vinterens mørkeste periode.
Men jeg hader det også. Jeg hader måden hvorpå "kærligheden" partout skal materialiseres i form af gaver, det der populært er kommet til at hedde "den store forbrugsfest". Det sure er bare, at det for mig ikke er nogen fest, for mig er det nærmere "det grufulde panikforbrug". Jeg hader det. Jeg hader alle overvejelserne og de uskrevne regler om hvor meget man bør give for. Og jeg hader mylderet.
Og lets face it, hvis der er noget jeg vil have en så køber jeg det. Hvis ikke jeg har råd til det, har dem der giver mig gaver heller ikke. Faktisk tror jeg at hvis det stod til mig gav man kun gaver til folk der var på almisser, altså børn og unge på su. Alle andre kunne få et kram - ja der var det, Julen er for mig kram. Kald mig bare metroseksuel, kald mig småfimset, men for mig handler julen for mig om at give dem jeg holder et stort kram. Det er det jeg holder af - ja nu jeg tænker over det.....

Næste år ønsker jeg mig kram, ikke isenkram, bare kram.

mandag, december 05, 2005

Hyldest til Dines

Melodi: "Bedste, det' bare mig"

Dines, Dines, det' bare mig
kom nu og se på min drejeleg
Øberg, stikstål, M3 gevind
det er en del af mit sind

Blog Network: