tirsdag, maj 12, 2009

Selvtægt eller solidaritet

Jeg har længe tænkt at jeg godt kunne hjælpe Politiet i disse hårde tider. Jeg kunne tilbyde mine fantastiske evner som sådan en slags freelance politimand. Og jeg ville endda gøre det helt en gratis, bare de gav mig et skilt og en bødeblok. Nøj hvor skulle jeg fange folk der taler i telefon imens de kører børnene i skole, for dem er der mange af og de provokerer mig virkeligt. Og jeg ville råbe af alle spaderne der smider deres affald i naturen eller byen for den sags skyld, for det pisser mig også af. I det hele taget savner jeg måske bare lidt muligheden for at deltage i at gøre vores samfund bedre.

Problemet er at jeg reelt ikke tror at vores samfund bliver bedre før samfundet begår selvtægt. Men det er ikke mig der skal begå selvtægt og det er ikke min nabo, nej det er hele samfundet, det er os alle, på ’en gang. Først når Ronnie, Johnny og Mustafa forstår at det er hr. og fru Danmark der er den direkte fjende vil noget ændres. Først når ”fjenden” er bag alle vinduer vil det blive bedre. Alle bøller med respekt for sig selv ved at sandsynligheden for at blive knaldet er mikroskopisk. De ved godt at der er alt for lidt politi og de ved godt at der ikke er nogen der skal have noget klinket. Der er ingen der tør stikke snuden frem. Jeg mener, selv politiet skal ikke have klinket noget, derfor kører de altid rundt to mand i bilerne og skal de ind i de specielt betændte områder er to mand ikke nok, så skal de være seks eller otte, eller tolv.
Og når ikke engang politiet, med våben, lov og magt tør så tror ski da pokker at hr. og fru. Danmark heller ikke tør.

Og det er det der er hele mit problem. Jeg kunne godt deltage, jeg kunne jo bare selv sige noget til folk der opfører sig samfundsfjendtligt, provokerende eller truende. Men det gør jeg ikke på trods af at jeg godt kan leve med lidt småklinker. Jeg gør det ikke fordi jeg er bange for at få porcelænet helt smadret. Og jeg har på fornemmelsen at langt de fleste andre i vores samfund har det ligesom mig, men ligesom mig er de sikkert også bange for at ingen ville komme ilende til hvis de kom i problemer. Det er lidt som gidseltageren der med en revolver med seks patroner holder halvtreds borgere gidsel. Gidseltageren har ingen chance for at slippe fra det hvis ikke det var fordi det var halvtreds usikre egoister.

Nuvel, tilbage til mit tilbud til politiet for det er måske ikke så dumt endda. Altså ikke det med bødeblokken, for det var faktisk bare dumt, om end meget fristende for mig i hvert fald. Men hvad nu hvis vi pillede betjentene ud af deres biler. Splittede dem op så de gik alene rundt blandt borgerne. Eller evt. Kørte rundt på små motorcykler. Så kunne de dække et så meget større område. Til gengæld gav vi dem en speciel fløjte eller alarm der signalerede;: ”Politi i fare – hjælp mig”. En slags opfordring til alle os almindelige borgere om at vi kunne hjælpe. Så tror jeg faktisk at vi ville kunne vende samfundet. Jeg tror vi ville opdage at vores samfund er så meget mere solidarisk end vi tror og især frygter. Jeg tor ikke at folk gemmer sig fordi vi sammen er svage, jeg tror vi gemmer os fordi vi tvivler på sammenholdet. Jeg tror bare vi mangler en fanebærer og hvorfor ikke lade politiet være det.

Det sagt syntes jeg folk er hyklere. Hvorfor er det altid politiets skyld? Enten er de for hårde eller også er de for passive. Hvorfor fokuserer medierne ikke på spaderne der ødelægger vores samfund? Hvorfor laver medierne ikke noget rigtig research og finder ud af hvem det er der er under maskerne? hvorfor hjælper medierne ikke politiet? Hvorfor indfiltrerer medierne ikke de autonome så de kunne bringe en helsides annonce med billeder og adresser. Det ville være interessant!

Blog Network: